Aktivitet

Psykiatrien tror, at når den har givet SYGDOMMEN den bedste behandling, har den også givet MENNESKET den bedste behandling -

men nej, desværre - ofte tværtimod

"Vi bliver ikke psykisk syge, fordi vi får en psykisk sygdom. Vi bliver psykisk syge, fordi vi lider psykisk, når noget voldsomt og tilsyneladende meningsløst overgår os. Når vold, misbrug og terror bliver umenneskelige betingelser for tilværelsen, må vi reagere på det. Hvis ressourcerne til at reagere ikke er til stede i personen selv eller i vedkommendes netværk, bliver traumatiseringen en kendsgerning. Samtidig gør det ondt at se sammenhængen mellem traume og psykisk sygdom, så både de, der lider, og de, der forsøger at afhjælpe lidelsen, kan meget let komme til at indgå en tavs sammensværgelse om ikke yderligere at bidrage til lidelsen ved at fortælle om den."

Chefpsykolog Lars J. Sørensen

"Smertegrænsen"

Dansk Psykologisk Forlag 2005, s. 249

Integrative synsvinkler på psykiatrien

Særpræg-Særhed-Sygdom (1996)

Særpræg-Særhed-Sygdom (2015) kan kun købes HER

Smertegrænsen (2005)

Dansen med nervesystemet. Kap.11 i Susan Harts bog: Neuroaffektiv psykoterapi med voksne. Reizels Forlag 2012

At blive sig selv - - eller blive psykisk syg

Skam - Sjælemord (2013)

Sjælens længsel (2016)

Selvglad - om det livslange ægteskab med sig selv (2018)

Det er de de åbenlyse psykiske sygdomstegn – symptomerne, psykosen, depressionen – der er psykiatriens genstand, så man alt for let kommer til at tro, at hvis blot symptomerne fjernes, vil personen blive rask.

De langt vigtigere, men skjulte reaktioner – skamfuldheden samt den maltrakterede blufærdighed og selvforståelse – er vanskeligere at komme i møde, fordi de ikke "vil spises af" med behandlingsbestræbelser, trøst og gode råd, men et eller andet sted insisterer på at blive set med kærlige øjne. SKAM. s.136-137

SKAM - medfødt og tillært. Reitzels Forlag 2013. s.172:

Man føler sig forkert ved at blive behandlet forkert og spejlet forkert tilbage. Denne dæmonisering af det bedste man har at give verden, nemlig sig selv, bliver til ens indre dæmon – ja, undertiden til et helt galleri af indre dæmoner. Som resultat kan borderline-patienten pludselig sige: „Jeg er dum, tyk og grim!“ Den anorektiske patient ser sig selv i spejlet og tror at se, at hun er dum, tyk og grim. Den depressive patient har opgivet at kæmpe mod de indre gentagelser om at være forkert og en taber, og den psykotiske patient får hele tiden tudet ørerne fulde af disse negative bekræftelser via sine indre stemmer. Den traumatiserede patient – som kan have en eller flere af de nævnte diagnoser – får flashbacks, der som evindelige gentagelser repeterer alle de forkerte ting, der har fundet sted. Lidt for ofte bliver sådanne flashbacks slet ikke forstået som de indre dæmoners driven gæk med virkeligheden, men opfattes i stedet som alvorlige sygdomssymptomer og hallucinationer, fordi personen ser og oplever noget, der ikke er der.